Menu

Nyt tiltag styrker sundhedssektoren i Akademiet hos Boldklubben Marienlyst

image
22. maj 2025 kl. 09:30

Akademiet i Boldklubben Marienlyst tager endnu et vigtigt skridt i udviklingen af klubbens sundhedssektor.
Klubben har netop tilknyttet fysioterapeutstuderende Nicolai Lindesparre, der fremover skal spille en central rolle i arbejdet med både skadesforebyggelse og rehabilitering.

Nicolai vil blandt andet stå for skadesforebyggende træning samt skræddersyede individuelle forløb for spillere, der døjer med skader. Målet er klart:
at minimere antallet af skader og sikre, at spillerne kan vende stærkere tilbage til banen efter et skadesforløb – både fysisk og mentalt.

"Det er et vigtigt skridt for os, at vi nu kan tilbyde spillerne endnu bedre støtte i forhold til både forebyggelse og genoptræning", siger Akademichef Kian Røn.
"
Det er endnu et lag, vi lægger på i vores ambition om at udvikle hele spilleren – ikke kun teknisk og taktisk, men også fysisk".

Det nye tiltag kommer i forlængelse af en række forbedringer i Akademiets sundhedsarbejde. Tidligere på året er behandlingsdelen blevet opgraderet, og senest er der også sket en styrkelse af styrketræningsindsatsen. Med ansættelsen af Nicolai er endnu en brik nu faldet på plads i et helhedsorienteret sundhedskoncept.

"Vi er glade for, at vi nu kan samle forebyggelse, behandling og genoptræning i et stærkt og koordineret setup. Det skaber de bedste forudsætninger for både præstation og langsigtet udvikling", afslutter Kian Røn.

Nicolai selv glæder sig også til projektet:

"Jeg søgte hos BM, fordi jeg læste om jeres akademi-tiltag og blev fascineret af den udvikling, akademiet gennemgår. Det har styrket min overbevisning om, at det er et spændende projekt, som jeg meget gerne vil være en del af. Mine forventninger er, at vi kan reducere antallet af skader blandt spillerne. Når skaderne opstår, håber jeg, at vi kan forkorte deres skadesperiode, så de hurtigere bliver kampklar og kan hjælpe deres hold med at vinde deres respektive rækker og pokaler" slutter Nicolai.

Luk