Når frivillighed møder mediemagt
Pressenævnet har udtalt kritik af Fyens Stiftstidende (FS) efter vores klage over en række artikler, som byggede på udokumenterede påstande og beskyldninger.
Det er en vigtig afgørelse – ikke fordi vi ønsker at rippe op i fortiden, men fordi den viser, at grænsen for fair presseomtale blev overskredet.
På baggrund af klagerne har Pressenævnet udtalt kritik overfor Fyens Stiftstidende og bedt dem bringe følgende udtalelse, som du kan se via linket her:
https://fyens.dk/fyn/pressenaevnet-kritiserer-fyens-stiftstidende-2025-10-31
Som bestyrelse i en frivillig forening har vi ikke mange ressourcer at stille op med, når et stort medie vælger at gå hårdt til os. Vi er mennesker med fuldtidsarbejde, familier og et ønske om at skabe fællesskaber i vores fritid – ikke professionelle kommunikationsfolk. Alligevel har vi stået midt i en mediestorm, hvor henvendelser, mails og opkald kom dagligt, ofte med meget korte svarfrister og trusler om, at artiklen udkom uanset vores svar.
Vi deltog i møder med FS, hvor vi var åbne og ærlige, og hvor redaktionen forsikrede os om, at de forstod vores situation som frivillige. Alligevel fortsatte artiklerne – med vinkler, der satte spørgsmålstegn ved vores troværdighed og intentioner. Det føltes som at få kastet knive i ryggen, efter man netop havde vist tillid.
Det er svært at forklare, hvordan det føles, når ens navn pludselig står på forsiden, forbundet med alvorlige anklager. Når man må forklare sig overfor arbejdsgiver, kollegaer, familie og venner. Når man stopper med at læse nyheder og undgår sociale medier, fordi man frygter de næste kommentarer og opslag fra såkaldte “graverjournalister” og Facebook-krigere.
Vi har aldrig påstået, at vi ikke har begået fejl, men vi vil pointere, at vi aldrig har gjort noget ulovligt i denne sag. Vi har – som alle andre, der arbejder frivilligt – handlet efter bedste evne, men uden den støtte og vejledning, man burde kunne forvente fra det kommunale system. At blive sat i bås med sager om mandatsvig og kommunal korruption er en voldsom oplevelse, når man blot har ønsket at bidrage til et fællesskab.
Hele forløbet har sat spor. Det har skabt mistillid, bekymring og en følelse af paranoia – at ethvert initiativ kan blive vendt og brugt imod os. Den frygt er ikke kun vores. Den deles af mange frivillige, der ser, hvor hurtigt man kan blive hængt ud, hvis man begår fejl i bedste mening.
Vi håber, at denne sag kan være en påmindelse om, hvor sårbare frivillige er, når mediemagten rammer. Og at der skal være plads til fejl, læring og dialog – også i frivillighedens verden. For uden frivillige foreninger mister vi noget af det mest værdifulde, vi har som samfund: FÆLLESSKABET.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Boldklubben Marienlyst